Østrigske Ulrich Seidls opsigtsvækkende dokumentar om hvad folk laver i deres kældre. Filmen fremstår med sine mange brogede tableauer som en uventet og skæv hyldest til mangfoldigheden og vores menneskelighed. I kælderen er ikke bare en film om kælderkultur. Det er en rejse ned i underbevidsthedens dunkleste afkroge. En verden af skydevåben, slanger, S&M-ritualer og nazi-nostalgi. Men efter de sidste par års bizarre tabloid-historier om kidnappede børn kan det næppe komme bag på nogen, at virkeligheden i det ellers så velfriserede Østrig ind imellem overgår selv den vildeste fantasi. Ikke desto mindre er Seidls retur til dokumentarismen efter den succesfulde ‘Paradis’-trilogi dybest set en film om mennesker og om deres hemmeligheder og besættelser. Alt sammen får frit spil nede i kælderdybet, hvor de medvirkende indvier os i privatlivets mest personlige sider, både hver for sig og sammen. Seidl har kultiveret sin helt særlige signatur-stil til perfektion i de stramt komponerede billeder, der med en næsten surreel præcision konfronterer os med det moderne livs mest besynderlige sider. Det er sort, men også virkelig sjovt.